En Hyldest til Urindustrien i Genève
Genève har længe været anerkendt som et af verdens førende centre for urindustrien. I mere end to århundreder har byen været hjemsted for nogle af de mest prestigefyldte urmærker i verden, og hvert forår afholdes Watches & Wonders, et event, hvor de største brands fra hele verden tropper op for at vise deres nyeste kollektioner og nyskabelser.
Watches & Wonders startede i 1991 som det meget mindre mundrette Salon International de la Haute Horlogerie, heldigvis forkortet til SIHH, og efter i en årrække at have kørt parløb med Baselworld om at afholde verdens to største urmesser nærmest i symbiose med hinanden, står Watches & Wonders nu tilbage som den eneste efter at Baselworld førtst udskød 2020 udgaven pga Covid-19, og senere endte med at aflyse helt for ikke at genopstå. Indtil videre, i hvert fald. Men det er en helt anden historie, som vi sikkert vender tilbage til en anden gang.
I dag er Watches & Wonders et ikonisk event, som tiltrækker ur-entusiaster og samlere fra hele verden. Det er en anledning for eksperter og urnørder til at opleve de nyeste og mest innovative ure på markedet og for at fejre den rige historie og håndværksmæssige ekspertise i urindustrien. A. Lange & Söhne, Chopard og IWC. Panerai, Patek Philippe og Rolex. Alle har de det til fælles, at de i år sammen med 42 andre topbrands ruller det helt store marketingskyts ud, bygger messestade af den anden verden, og viser årets nyheder frem for presse og fagfolk.
Eventet giver urmærkerne mulighed for at vise deres seneste kollektioner og innovationer gennem digitale udstillinger og præsentationer. Publikum har mulighed for at opleve urene på en ny og innovativ måde og med muligheden for at stille spørgsmål og deltage i debatter om branchens tendenser og fremtid.